Kunst i Køge

©: Jan Sivertsen

Det helt lokale og personlige

I årene 1972-76 arbejdede jeg for Køge Kunstforening på Køge Galleriet som udstillingsleder, praktisk altmuligmand og det samlede vagthold. Og udførte for en nærmest symbolsk aflønning mange forskelligartede arrangementer efter bedste evne. Jeg husker mange gode øjeblikke fra den tid, men de involverer nogle personlige anekdoter om folk, der ikke findes mere. Så det vil jeg ikke skrive om her, selv om det måske kunne være morsomt nok. Mest husker jeg et enormt slid omkring forskellige arrangementer, som ikke ret mange kunne se en mening i, ofte alt for blåøjet idealistisk. Men jeg var meget ung. På den anden side kan jeg se, at jeg i disse år netop lærte meget forskelligt om kunstens trange vej. Det har i den grad været med i bagagen lige siden, at jeg ikke ville undvære den tid. Det er på en måde svært at komme fra en lille by, når man vil lave noget så åndssvagt som kunst. Men på den anden side gør det én stærk og meget stædig, hvis man senere skal lege med de store. Når man bor i et lille samfund i en tid før Internet og satellittv, kan man let komme til at sidde og opfinde noget som allerede er opfundet 30 år før. Derfor blev arbejdet for Kunstforeningen, de mennesker jeg herved mødte, den kunst som jeg blev nødt til at tage stilling til, i sig selv til nogle gode læreår for mig. Det vil jeg godt takke de mennesker for, der på godt og mindre godt var med til lave begivenhederne i disse år.

 

Det lokale

Igennem dette arbejde fik jeg indsigt i mange snørklede gange, hvori man bevæger sig både i den lokale sammenhæng og i kunstverdenen, snakken blandt byens borgere, de forskellige bevægelser af mere eller mindre politisk karakter, kommunalpolitikens tunge maskine, kunstnernes gensidige nedslagtning af hinanden etc. Alle havde hver sin opfattelse af, hvad kunst er, og især af hvad den skal gøre godt for.

Og det var jo Køge i de sjove år (halvfjerdserne), hvor alt skulle ske på en gang: Beboergrupper arbejdede for bevidstgørelse om miljø, byplanlægning og medborgerhus, samtidig med at bystyret med en hidtil uset konsekvens ødelage hele den gamle bymidte. Kvindegruppen arbejdede for frigørelse, ligestilling og ret til at føde hjemme. En flok lokale amatørkunstnere talte henført om "clairobscure" -teknikker på Povl Londs og Merete Thejls malerkurser. Kommunalpolitikere havde en meget bestemt opfattelse af kunst: den skulle se pæn ud, gøre folk glade og i øvrigt ikke koste noget. Den holdning har de vel stadigvæk. Pædagogerne udviste den anden opfattelse, at kunsten skulle være igangsættende for fantasien, og at den i øvrigt lige så godt kunne laves af børn selv. Nogle studenter, som kom på RUC strammede deres stil: Al kunstnerisk aktivitet skulle tjene samfundet og klassekampen - de kaldte kunsten for borgerlig dekadence og blev i øvrigt enige om ikke at være militærnægtere - sådan som vi lidt ældre freaks havde været. Næ - det kunne være godt for den nødvendige historiske udvikling at kunne bruge våben. Andre idealister fyldte deres horisont ud med at flytte i kollektiver og brugte megen tid på at overbevise alle andre om, at det var den eneste måde at leve på, at alt - ned til mindste detalje - skulle være "kreativt". Samvær, åbenhed, nærvær, naturlighed, samhørighed med kosmos, urtethe og indre varme, blev for en gruppe opskriften på et liv, hvor alt flød over i "kunst". Og man væltede sig rundt i et orgie af hjemmelavet kreativitet: Keramik, lædertøj, smykker, hjemmestøbte lys, plantefarvede billedtæpper, etc. hjemmelavet alt muligt. Gud og hver mand kunne lave en skulptur som Robert Jacobsen eller male et billede som Asger Jorn. Bare fold dig ud og lad det komme. Alle ville alt på en gang. Og så har jeg endnu ikke nævnt de folk der kommer til kunstens stratosfære via mere eller mindre okkulte videnskaber. Det var tider. Jeg ved noget om dette her, fordi det netop var alle sådanne mennesker, der passerede i mit lille kontor på Køge Galleriet. Og jeg måtte nødvendigvis lægge øre til disse tanker, som folk i en vis, positiv forstand var meget optagne af. Jeg var jo kulturformidler og en slags kulturel skriftefader i en opbrudstid. Og der blev da også lavet nogle arrangementer, som kunne tilfredsstille visse projekter, og samtidig blev nogle grænser trukket op.

Situationen som sådan var ikke enestående i Køge. Det er typisk, at der findes disse grupperinger indenfor lokalsamfundets kulturelle liv på hvilket som helst tidspunkt og hvor som helst. Og i nogle perioder går det heftigere til end i andre. Man træffer lignende beskrivelser af lokale kulturfreaks bl.a. hos Scherfig og hos Henry Miller. Der er ingen grund til at se ned eller op på denne fauna af udtryk, idéer og opfattelser, eller på nogen måde indføre en hierarkisk evaluering af disse aktiviteter. Det hele kan vel have lov til at foregå, blot må man finde ud af, hvad der er hvad.

 

Kultur er ikke bare kunst

En sådan opblomstring af "kreativitet" på lokalt plan er absolut et kulturelt fænomen af den gode slags. Men det er netop ikke kunst (det er ihvertfald meget sjældent) og skal ikke vurderes som kunst. Allerhøjst bliver bestræbelserne kunstnérlige, og viser præcis for den, som kan se, hvilke begrænsninger, der er i ophavskvinden/-manden.

 

En amatørkunstner afslører sig så ledes ikke alene ved at skifte stil i forhold til hvad der er oppe i tiden nu, men netop ved at skifte stil og udtryk i forhold til hvad vedkommende fra sin udsigtspost egentlig har forstået af det, som er oppe i tiden. I stedet for at beskæftige sig med det egentlige udtryk, hvis afdækning netop er kunstens væsen og proces. Og det er i denne proces af indblik og fravalg, at kunsten som sådan rækker udover det lokale for derefter at fungere i hvad man kalder den generelle sammenhæng.

 

Kultur er ofte ikke kultur - endnu

 

Her begynder vi at komme frem til, hvad denne tekst handler om; dette her underlige begreb om en kunstforening og hvad det egentlig går ud på at mennesker på den måde forener sig om at se på kunst. Så vidt jeg ved, er det kun i Norden og Tyskland, at dette begreb eksisterer. På den led ligner idéen om kunstforening tanken om andelsforetagender, højskoler osv., som vi vel kan takke ham, der ligger ude på Åsen for (Grundtvig) og som vi danskere med en vis stolthed ser som et symbol for vores opfattelse af demokrati. Og det er vel også i denne ånd, at en kunstforening skal virke, hvis den ikke blot skal være et samlingssted for mere velbjergede borgere: Der er et idealistisk element af pædagogik, folkeoplysning og uhildet støtte til kunsten, der skal findes i arbejdet med dette, ellers er det knap så spændende at have med at gøre. Udfra en almindelig gængs nyttemoral er kunsten ganske rigtig komplet ubrugelig. Det er der jo

 

mange mennesker, der hævder, både i de små og store byer. Men alle nogenlunde intelligente mennesker ved også, at dette er forkert. For Kunsten er et fænomen, der lige såvel som andre - hvad man med et gammelt ord kalder - "åndelige " størrelser (som religiøse og filosofiske erkendelser) - altid har fandtes og altid vil findes, hvad enten man vil det eller ej. Og det er netop disse kulturelle faktorer, der beskriver menneskets historie og måler tiden op. På den led er det netop igennem kunsten, at mennesker skaffer sig et evigt liv i hvert fald som erindring. Som sådan er der slet ikke et spørgsmål om man har "brug" for kunst eller ej, eller om "hvordan det så skal se ud i år" eller hvad man nu skal finde på af gimmicks. Det går ud på, at se de forskellige måder, hvorpå kunsten kommer til syne og netop vække interesse for de spørgsmål, som uvægerligt hele tiden bliver stillet af kunstnerne. Derfor er det ikke blot et anliggende om en lummer, lokal snak om kreativitet og "livskvalitet", eller hvad man ellers kan kaste sig ud i i et valgprogram. Der er større ting på spil, men det er blot forbandet svært at forklare. Det er nemmere at vise eksempler, og så prøve at få folk til at se, for derefter at forstå. Hvis der er noget at forstå. I den større, nationale sammenhæng er dette museernes opgave. Men i den lokale sammenhæng er det netop det, som kunstforeningerne kan gøre. På den måde er det et meget stort aktiv for dansk kulturliv, at disse foreninger findes. I den tid jeg var ansat, blev en del arrangementer lavet i denne ånd. Udover forskellige separatudstillinger med fremtrædende kunstnere, lavede vi mere eksperimentelle fremvisninger af vildere karakter som f.eks. præsentation af arbejder af Beuys og Vostell (i samarbejde med sammenslutningen af danske kunstforeninger), forskellige totalinstallationer, temaudstillinger om surrealisme og grafiske teknikker. En stor udstilling med Køge Motiver blev selvfølgelig et tilløbsstykke. Dertil lånte vi malerier fra bl.a. Statens Museum for Kunst. Lokale billeder i offentlig eje. Og sidst kan jeg nævne udstillingen "Et kunstværks tilblivelse" i 1976, som vel nok var det største og mest prætentiøse arrangement, jeg var med til at lave i foreningens regi. Det var en stor satsning og et kolossalt arbejde, men det førte også direkte til grundlæggelse af det, som senere er blevet Kunstmuseet Køge Skitsesamling, idet kommunens meget store indkøb fra denne udstilling kom til at danne grundlaget for samlingen. Vi lavede f.eks. også en filmklub, hvor der blev vist eksperimentalfilm fra Filmmuseet af høj kvalitet. Dette fik den daværende ejer af "Køge Bio" til at lave en ugentlig aften med kvalitetsfilm, som han forud ikke mente der ville være publikum for. Folkekulturen blev tilgodeset med de arrangementer som vi lavede ved juletid i nogle år hvor galleriets to etager blev fyldt op med forskellige arbejdende værksteder, musik og diverse gøgl. Alt dette for at huske os selv på, hvad Køge Kunstforening dog har været med til at lave og for at eksemplificere, hvad en kunstforenings arbejde kan dreje sig om. Publikum er for det meste utaknemmeligt, og eftertiden har en meget kort hukommelse. Men det er en af betingelserne for dette arbejde, at det ikke handler om personer, men om projekter.

 

Formidlingspraksis:Skal man nu også kunne li' kunst?

 

Efter min opfattelse skal en kunstforening ikke lægge sig fast på en stilmæssig linie i forhold til, hvad der vises. Det er der alt for mange af de større institutioner, der gør og følgelig også kommer til at hænge fast i som begrænsning. En kunstforening skal have muligheden for at vise et meget bredt spekter af, hvad der kommer til syne under begrebet kunst, også selv om det umiddelbart virker uforståeligt for lokalsamfundets debatniveau; der vil altid være nogle, som lader sig forarge over hvad som helst. Og det er heller ikke vigtigt om folk kan lide det eller ej. Det er en åndssvag misforståelse, at man skal kunne lide kunst. I stedet for at lade sig dirigere af simple smagsdommere kan en kunstforenings medlemmer være drevet af en interesse og nysgerrighed over for kunst i bredere forstand, som i bedste fald kan gå hen og blive smittende for omgivelserne. Som kriterier for valg af det brede spekter af emner, der vises, må det kun være alvor og kvalitet, der er afgørende. Og der er det netop ikke de lokale parametre, der kan bruges til at afgøre hvad der er god kunst eller "hvad det nytter. Det er ikke spørgsmålet, om det er fotografi, maleri, skulptur eller installation, vi nu skal se på. et er lige let at lave noget der "ser ud" som kunst inden for alle medier. Men det er lige svært inden for alle medier at lave noget, der virkelig er kunst. Og der er det en af kunstforeningens opgaver at gå udover den lokale diskussion og prøve at finde frem til mere generelle værdier i frembringelserne og derved hente det til byen, som lidt efter lidt vil være med til at påvirke det kulturelle niveau. Det er ikke altid lige let - det er et kæmpe arbejde, som mange ovenikøbet overhovedet ikke værdsætter - for det meste nærmest tværtimod. Det er svært at vælge og vurdere kunst, og alle de kloge hoveder har hver sin mening om, hvad der er godt. Men en af de bedste måder at finde ud af, hvad der er i tingene, er ved at blive konfronteret med dem uden at nogen på forhånd fortæller, hvad man skal mene om dem. Køge Kunstforening har en særstatus blandt danske kunstforeninger ved at den har til huse i de fine gamle lokaler, som man vel stadig kalder Køge Galleriet. Måske er det mere korrekt blot at kalde det Køge Kunstforening, fordi ordet "galleri" normalt knyttes til en forretning. En af de største fordele ved en kunstforenings virke er jo også, at den ikke drives kommercielt. Det giver en frihed i valget af aktiviteter, som ikke findes mange steder og som især mange kunstnere værdsætter, fordi kunsten, der vises ikkenødvendigvis behøver at blive solgt for at bevise sin værdi. Derfor er det vigtigt at lokalpolitikerne fortsat påskønner eksistensen af dette meget fine udstillingssted og af det store arbejde som Kunstforeningen udfører. Og fortsat - ved deres støtte - fastholder nødvendigheden af, at et sådant arbejde finder sted, også selv om resultatet ikke direkte kan måles eller vejes. Det drejer sig nemlig om nogle ting, som man ikke bare kan tage fat i og holde om, men som man netop først vil mangle i det øjeblik de overhovedet ikke findes mere. Og i en tid der netop udvikler sig mere og mere materialistisk og standardiseret er dette arbejde mere nødvendigt end nogensinde før.

 

Jan Sivertsen, Maj 1996.

(Artikel i Køge Kunstforenings jubilæumsskrift i anledning af 50 års jubilæum 1946 - 1996)

Introside

Virtues & Vices

Persona

Figurating

I øjenhøjde

Galleriet

Kunst i Køge

Biografi

Adresser