Jan Sivertsen har skrevet om Rilke, ikke fordi hans maleri er litterært, men fordi han arbejder med maleriet som sprog, og dets fortælling, hans fortælling i maleri, har direkte forbindelse til poesien.

Rilkes placering i forhold til symbolismen er den samme som Sivertsens i forhold til modernismen. Rilke er en MODERNE digter, der samtidig i sine digte, både hvad angår form og indhold, bygger bro over den afgrund, der skiller modernismen fra romantikken. Bruddet, det "moderne", kommer jo i et spring fra det yderste romantiske klippeskær, hvor Caspar David Friedrich stillede sin berømte, vemodigt jordslåede Prometheus.

Samtidig skrev Rilke sine tragiske hymner, dybt moderne og med rødder tilbage til f. eks. en Pindaros' olympiske oder, i en situation hvor det "moderne", det tekniske fremskridts æstetik, allerede gik op i sømmene. På samme måde som Jan Sivertsens maleri i dag nødvendigvis bliver set i forhold til den såkaldte "postmodernisme", fordi han som håndværker går til de enkleste og mest "primitive" elementer af maleriets sprog og forsøger en forening af det konkrete og det symbolske.

Derfor en reference til Rilke og poesien, fordi digtet ALTID, i ord, står i den situation. Det er på en gang synligt og hørbart, en krystallinsk gestalt i historien. En MÅDE. Det siger noget, som betegner noget andet. Det er helt konkret til stede.

En beskidt historie. Renhed har jo vist sig at være umulig. Enten kræver den, som den konkrete kunst i sin konsekvens, at være noget ANDET end "bare kunst", og dette "andet" viser sig tit, uden for kunsten, som tom dekoration, fordi konkretismen ikke kan forholde sig praktisk til sin egen funktion, når den ikke har den kunstneriske institution at støtte sig til. Eller den ender i tomme gentagelser af "spontane" gester, som det er sket for store dele af den rendyrkede "action painting" i dens udforskning af det "ubevidste". Arketyperne står i direkte forbindelse med kasseapparatet.

Postmodernismen fremstilles tit som en accept af, at enhver yderligere udvikling er umulig, og al sammenhæng meningsløs. Som en dyrkelse af kaos. Men situationen i dag er ikke væsentligt anderledes end den var, da absolut ikke-destruktive og nihilistiske digtere og malere (Majakovskij, Eliot, Kandinsky, Malevich, Klee) formulerede den i begyndelsen af det 20. århundrede.

Den moderne kunstner i dag er ikke mere postmoderne end en hvilken som helst dadaist, futurist eller ekspressionist måtte være det. Det moderne som sådant tilhører det 19. århundrede, den store maskintid.

Det erkender Sivertsen. Han samler stumperne og etablerer i sit maleri en personlig tradition, en MULIGHED for overhovedet at male. Han vil have en mening med sit arbejde og ved, at sådan en kan man kun finde netop i arbejdet selv.

Kunst er orden. En anden orden måske, men orden. Parallellen til Rilke ligger osse på det åndelige plan. Gud er i tilbliven. Verden er på vej. Målet er uden for rækkevidde. Praksis er nu. Det må fortællingen nødvendigvis handle om. Historien er en væren til stede her. Samtidighed. Et eller andet i arveanlæggene, i selve det at være til og menneske og kunne gøre det, man kan gøre.

Det er ikke meningsløst. Det er ikke håbløst. Ideologierne er døde, men ikke mere end de altid har været. Det rager bare ikke kunstneren, for kunst er ikke ideologi, heller ikke den nihilistiske variant, som for tiden markedsføres som postmodernisme 70-80 år for sent, og som f.eks. Rilkes digtning, Kandinkys, Klees og Malevichs maleri var et opgør med. Kunst er noget, nogen gør.

Den kunstneriske grundforskning fortsætter. Det elementære. Undersøgelsen af midler og muligheder.

I dansk kunst er der først og fremmest forbindelse til Giersing og Scharff. De moderne oldinge. Og senere til Mortensen, Egill Jacobsen, Bille.

Og et sted, i en ny fortsat variant af nordisk vandalisme, til Jorn og Jerichau.

Når jeg skriver, at maleriet er fortællende, men ikke litterært, mener jeg selvfølgelig ikke, at det, som i det banaliserede billede af den romantiske ekspressionisme, bryder skrigende frem af malersjælens dybder, eller at det sidder og mumler konceptuelle vittigheder i et hjørne af operationsstuen. Jeg mener, at maleriet er et sprog, en historie. Og at Jan Sivertsens maleri, hans billeder, for det første slet ikke er "hans" eller i det hele taget "nogens", og at de for det andet stort set indgår i den konkrete strømning, forstået på den måde (selv om der ikke er noget at forstå) at de er en slags frames, hvorpå maleriets sprog træder frem i fortælling. Måske er det den samme som litteraturens (Rilkes, Joyces, Kafkas, brev- og dagbogsskriveres over det hele altid), men det er et andet sprog. Det er maleriet, der fortæller. Maleren er en slags medie. Og jeg ser ikke i Jan Sivertsens billeder noget af den mysticisme, der rumsterede, og stadig gør det, i de forskellige informelle eller tachistiske retninger. Ingen ekspressionisme af den slags. Selv om man ikke kan komme uden om, at billederne både et for et, som afslutningsstadier af hver sin del af samme principielt endeløst forgrenede proces, og sammen i en udstilling, en bog, en film eller en drøm forsøger at være åbninger til en mytisk og transcendental dimension. Igen, og det er vigtigt, som det altid har været, uden nogen ANDEN mystik end den stadige forundring, i malerisk praksis, over at livet sker og findes på sådanne betingelser, som sproget sætter (sproget er historien), og at sprogene er sa mange, samt at i hvert fald nogen af dem, maleriet f.eks. som er Jan Sivertsens sprog, uanset hvilken type billeder han laver, for den, der kan aflæse dem, er i stand til at fortælle ting, der er så væsentlige (man kunne osse sige banale), at de egentlig skulle synes at ville unddrage sig sproglig formulering i det hele taget.

Maleriet nærmer sig ren væren. På en gang eksperimentel forskning og eksistentielt væsen. Laboratorium og kultplads.

Billeder og ord kan ikke oversættes til hinanden. Hvert sprog er der, fordi noget kun på den måde har kunnet komme til stede.

Det drejer sig om meget fundamentale ting. Ikke bare: Hvad er maleriet, men: Hvorfor er maleriet? Hvad er det, der ikke ville findes, hvis maleriet ikke var?

Sådan maler en maler. For at stille spørgsmålet, som er ældgammelt, som maleriet er det, sådan som det skal formuleres i dag, af ham eller hende, for at være åbent for svar.

Der er mange svar, men kun eet spørgsmål.

Hvilket fører direkte videre ind i forholdet, i maleriet og alle steder, mellem proces og produkt. Baudrillard havde fat i den, da han lod "produktionen" (fetich-ordet i den moderne paradisdrøm) spejle sig i filosofiens tredje øje, så man så noget helt andet end ventet, nemlig det sædvanlige: Absolutismens vanvid i relativitetens skiftende strømhvirvler.

Elementer der er evige, eller i hvert fald umålelige i varighed og uophørligt dele- lige i udstrækning, og skikkelser der er foranderlige, forgængelige.

Et sted i den strøm sker sproget. Ord og billede. Handling og bevægelse.

Ser man på Klees og Kandiskys "pædagogiske" bøger i dag, kan man ikke betragte dem som overståede stadier på en udviklingslinie. Heller ikke Leonardo, Homer, de tusinder af digte og billeder med deres årstal i kartoteket. Den lineære historie er løgn. Atombomben repræsenterer ikke en højere grad af udvikling end pusterøret og stenøksen. Men den er del af et andet sprog.

Det er kun i et antropocentrisk europæisk perspektiv, Klee og Kandinsky kan forvises til kunsthistoriens støvede studerekamre. Nøglen har en lille grå magister i lommen til sin post-moderne læderjakke. Det har ikke en skid med kunstnerisk praksis at gøre.

Historien gentager sig nemlig, og intet er nogensinde det samme. Det der skal gøres skal gøres igen og igen. Ikke på nye måder, der i endeløse rækker af tegn annullerer hinanden, men simpelt hen på flere og flere måder. Det er ikke udvikling, men indvikling. Det glade vanvid. Man kan blive så allerhelvedes træt, når man har gjort det igen og så alligevel bare er en fodnote i en døende kulturs håndbog i selvforståelse, eller måske - hvis man har opført sig pænt - et selvstændigt kapitel med en ulæselig og ligegyldig overskrift, noteret på børsen.

Der skal nye til. Hele tiden. Nogen skal tage slæbet, hvilket ikke er særlig heroisk eller mærkeligt.

Regningen kommer senere, og man skriver den selv.